Knipling

Om der er fordi, du er blevet betroet bedstemors gamle kniplepinde, der lå på loftet, eller om det er fordi, du du har lyst til at lære at lave smukke og kunstfærdige mønstre, der så at sige vokser ud af kniplebrættet: du er velkommen hos os

 

Der er mange indgange til det vidunderlige håndværk som knipling er. Måske er du en erfaren udøver, der behersker forskellige stilarter som f.eks. tønderkniplinger, engelsk knipling eller duchesse knipling, eller måske vil du bare gerne lære det, fordi du kan se nye muligheder for anvendelse af de forunderlige mønstre.

I Randers og Omegns Husflidsforening er der plads til begge dele og alt derimellem.

Uanset alder kan man blive fanget ind af kunsten at kniple og blive betaget af de smukke fine stilarter og mønstre. Vi, der er her, er få og lidt grå i toppen, men vil rigtig gerne møde dig. Vi bestemmer selv, hvad vi vil arbejde med og gør meget ud af, at hjælpe og inspirere hinanden.

Vi hygger os over en kop kaffe og en god snak, mens vi arbejder. 

Inspirationen hentes fra nye og gamle kniplinger til nutidige brugsting, som vi bl.a. finder på nettet og i fagbøger. Vi laver ophæng, bordpynt, smykker, beklædning o.s.v. - Kun fantasien sætter grænser (...Og nogle gange også evner og erfaring. Men det skal ikke afskrække dig).

 

Det du skal bruge: Du skal selv medbringe redskaber og materialer.  Det kan dog være en god ide at møde op første gang og tale med os om det. Vi har måske et godt forslag, nogle ideer og viden om, hvor det er godt at købe ind - inden du køber redskaber og materialer.

Af knipleredskaber får du brug for kniplepinde, kniplebræt/pude, karton, plastik, stivelse, saks. Derudover skal du bruge garn. Vi arbejder i næsten alle materialer fra hør, uld, silke til kunstgarner.

Du kan købe meget af det brugt på nettet. Lå der ikke et støvet kniplebræt gemt til dig på loftet, kan du også være heldig i genbrugsbutikker og på genbrugssider på nettet.

 

Det også nødvendige: Alle sørger godt for at holde orden, rent og ryddeligt. Alle hjælper altid med oprydningen. Også selvom det måske ikke er ens eget, man rydder op. En anden gang er der måske noget, du har glemt, som en anden tager for dig.

Når det er nødvendigt, kan der indbyrdes aftales hovedrengøring.

 

Vi sorterer affald så godt som muligt. Restaffald og organisk affald i spandene i de enkelte værksteder. Glas, metal, pap og papir i containerne udenfor. Andet affald kan aftales med huset if til fx storskrald; kontakt servicemedarbejderen.

Brugte klude, viskestykker og håndklæder kan lægges til vask på det lille bord til højre i mellemgangen på vej ud af Husflid (under knagerækken), derfra tager rengøringsassistenten det - hun lægger dem på bordet i det første lokale, når det er vasket. Derfra er det fælles ansvar at få dem fordelt ud til alle håndvaskene i kælderetagen. 

 

Minigalleri viser medlemmernes egne produktioner:

Klik på det enkelte foto for at se det i fuld størrelse
Klik på  X oppe i venstre hjørne for at vende tilbage til oversigten

 

KONTAKT


Randers og Omegns Husflidsforening
Fritidscentret
Vestergade 15
8900 Randers C

Mail: randers.husflid@gmail.com

CVR: 17942379

Du finder os i Fritidscentret i Vestergade 15, 8900 Randers C. Vi holder til i Kælderen og benytter os af andre lokaler i huset også. Find os i kælderen første gang du besøger os. Der er indgang fra Vestergade og fra Jernbanegade


Medlem af Fora